Hornbeer Røgøl “vinder guld på “røgøllets hjemmebane “
Ved European Beerstar .
Sådan blev det beskrevet i pressen:
Dansk mikrobryggeri vinder EM-guldMikrobryggeriet Hornbeer er blevet tildelt en guldmedalje for øllen Røgøl i den prestigefulde internationale konkurrence European Beer Star Award 2015. Mere end 1600 øl fra 45 lande er repræsenteret i konkurrencen.
Af journalist Trine Helene Henrichsen
tekstogbillede.dk
Endnu en medalje er føjet til den lange række af priser, som mikrobryggeriet Hornbeer i Kirke Hyllinge vest for Roskilde har høstet siden bryghusets grundlæggelse i 2008. Hornbeers indehavere, Gunhild og Jørgen Fogh Rasmussen, modtog for nylig guld for deres Røgøl ved prisoverrækkelsen i den internationale ølkonkurrence European Beer Star Award 2015, som i november blev afholdt for tolvte gang i den tyske by Nürnberg.
Konkurrencen bliver populært kaldt europamesterskabet i ølbrygning, og for et mikrobryggeri med fire medarbejdere har det været stort at blive hædret med guld i en forholdsvis snæver ølkategori, Smoke Beer, i en af verdens største ølkonkurrencer, hvor mere end 1600 øl fra 45 lande er repræsenteret.
”Det betyder rigtig meget for os. Det er godt for vores eksport, og vi bliver set af udenlandske kunder, foruden at det er en fjer i hatten herhjemme. Vi kan bruge prisen og anerkendelsen i vores fremtidige arbejde på den måde, at det er enormt motiverende at vinde i så stor en konkurrence”, fortæller Jørgen Fogh Rasmussen.
En chance til en ukendt øl
Ud over begejstringen ved at kunne stå med guldmedaljen i hånden, er der noget helt andet, der også har skabt glæde hos Gunhild og Jørgen Fogh Rasmussen.
”Det vigtigste for os er faktisk, at det netop var Røgøl, der vandt, for det er ikke en af de øl, vi sælger flest af. Så medaljen giver så at sige en chance til en ukendt øl, der er rigtig god til ’mormormad’ – frikadeller, stuvet hvidkål og medisterpølse, og på den anden side klæder den med sin røgsmag også grillet sommermad og røgede fiskeretter som makrel og ål. Den passer lige ind i den klassiske frokostrestaurant”, siger Jørgen Fogh Rasmussen, der tidligere har vundet to sølvmedaljer og to bronzemedaljer ved European Beer Star Award.
Ekstrem-øl til folk med åbent sind
Hornbeer har omkring 40 øl i sit sortiment. Flere af øllene går under det, der kaldes ’ekstrem-øl’, som enten har en meget høj alkoholstyrke, er meget ’humlede’ og bitre, eller som indeholder råvarer, man normalt ikke forbinder med øl. Ifølge Jørgen Fogh Rasmussen henvender flere af Hornbeers øl sig til en bestemt målgruppe.
”Vores øl bliver købt af folk med et åbent sind, folk, som har lyst til at prøve noget anderledes”, siger han, “men vi brygger altså det mange opfatter som lidt mere almindelige øl, men altid så det er en anderledes og forhåbentlig bedre oplevelse end at drikke en kold fra kassen”
Så hvad får egentlig en brygger fra et lille dansk bryghus på landet til at sende sin specielle Røgøl ned over grænsen til Europas vigtigste ølkonkurrence, hvor en jury, bestående af 105 brygmestre, ølsommeliers og journalister fra 25 lande bedømmer den på Doemens Academy i München? Jørgen Fogh Rasmussen er ikke i tvivl.
”Det er sjovt! Det er lidt ligesom, når andre mennesker går til konkurrencer med deres hunde og høns – så er det sjovt at se, hvordan øllen klarer sig blandt så mange andre øl – og selvfølgelig er det ekstra sjovt, når man vinder med en øl i Tyskland, som har en lang øltradition”, siger Jørgen Fogh Rasmussen.
Hornbeer har gennem årene vundet en lang række danske priser, og har herudover fået hæder og medaljer med hjem fra blandt andet den svenske Stockholm Beer & Whisky Festival og den amerikanske World Beer Cup i San Diego.